logo

  • Forside
  • Brug arkivet
  • Lokale historier
  • Årsfest
  • Kvisser
  • Efterlysning
  • Børnesiden
  • Bykort
  • Links
  • In English
 
  • Tilbage til Handskemagerbanden
  • Stederne idag
  • Fra Nakskov avis
  • Handskemagervisen
  • Hent artikel, lyd m.m.
  • Tip os om handskemagerens søn

Handskemageren Hans Jacob Mortensen og
Det fæle Støby-mord 
I samarbejde med Rudbjerg Lokalhistoriske Arkiv

Den 24. februar 1853 stod en mængde mennesker forsamlede på Nakskov Torv for at se en lille gruppe fanger blive ført ud af arresten og til deres henrettelsessted.

Delinkventerne var brødrene Mads og Anders Vixnæs fra den frygtede handskemagerbande. De skulle halshugges på Sølvbjerghøj og et tredie bandemedlem, Christian Mortensen, skulle kagstryges.
Lederen af banden, Handskemageren Hans Jacob Mortensen var også dødsdømt. Men han havde forinden nået at begå selvmord i arresten i København. 
Ifølge en lokal avis skal Mads Vixnæs have råbt til mængden:  "Spejle jer i mit eksempel, at ingen skal blive et så ulykkeligt menneske som jeg". 

Støby-mordene
Årsagen til dødsdommene var fremfor alt de grufulde mord i Støby, som var sket 2 år før. Den 21 marts 1851 havde handskemageren, bistået af Mads Vixnæs, Mads heden og Morten Baad myrdet et ældre ægtepar og deres to unge tjenestepiger. Konen og den ene pige blev kvalt med  en strikke - den anden pige og gårdmanden hugget ned med en økse. Bagefter satte banden ild på gården for at skjule sporene. Udbyttet blev på 300-400 rigsdaler.

Datidens rejsehold kom til Lolland
En kommission, der var nedsat allerede i januar 1851 for at opklare et andet mord, fandt efterhånden ud af, hvem de skyldige var. Komissionen, en slags datidigt "rejsehold", blev ledet af assessor Rothe fra Københavns Politiret, og han fik opklaret, at det var "Handskemagerbanden" der stod bag mordene, og desuden havde begået en lang række forbrydelser fx. indbrud og forsikringsbrande, på Vestlolland. Blandt de personer, der dømte forbryderne var Nakskovs borgmester,  herredsfoged Lauritz Gerhard Fasting. Banden havde sit navn fra hovedmanden, Hans Jacob Mortensen, der var uddannet handskemager, men nu fæstede en gård i Tillitze. Her boede han med sin kone Ane Cathrine Jørgensdatter samt børnene Martha Elisabeth og Teodor. Ane Cathrine blev også arresteret og sat i Nakskov arrest, hvor hun døde i januar 1852. 

Et ondt rygte lever længe
Men Handskemagerens onde rygte overlevede både ham og hustruen. Hans gård havde i mange generationer tilnavnet "Handskemagergården". Han huserede også fortsat i sagn og overlevering, der ville vide, at banden havde "mange mord" fx på kniplingskræmmere i deres synderegister. Hans datter af første ægteskab, Martha, blev gift med en holstensk tjenestekarl og fik to børn. De bosatte sig i nabosognet Vestenskov - hvor mange trods alt må have vidst, hvem de var. En overlevering fortæller, at deres søn Vilhelm var blandt de karle, som var udkommanderede til at slå kreds om skafottet, da Anders Sjællænder blev halshugget på Sølvbjerghøj.
Teodor var i hvertfald omkring 1880 hos søsteren og svogeren. En lokal tradition vil vide, at han udvandrede til Amerika.

 

 

  

Snoren og strikken som handskemageren kvalte sine ofre med ligger stadig blandt sagens akter på Landsarkivet for Sjælland, m.m

Assessor Hermann Rothe fra Københavns Politiret ledede sagen mod Handskemagerbanden. Han var dommer i sagerne mod den fynske Boye-bande og mod den berømte "Balle-Lars".

 

 

 

 

 

 

    

To af bandemedlemmerne fremstilles i retten. Handskemageren til højre. Tegningen findes på Lolland-Falsters Stiftsmuseum.

 
© 2012 Nakskov Lokalhistoriske Arkiv.    Alle rettigheder reserveret.