
Har du et brudebillede derhjemme? Så kan du måske hjælpe arkivet.
Til en udstilling i november 2001 om bryllupper i Nakskov igennem tiderne, søger vi gamle og nye fotografier samt film og video fra bryllupper. Vi er også meget interesseret i billeder fra kobber-, sølv-, guld– og diamantbryllupper m.m. Alt har interesse, uanset hvornår fotografiet er taget. Eneste krav er at brudeparret var/er fra Nakskov kommune inkl. Branderslev.
Har du også fotografier fra forberedelserne til brylluppet, fra en polterabend, fra kirken eller fra festen vil vi meget gerne have dem også – evt. en kopi som vi selv laver. En del af billederne vil blive brugt på udstillingen, derfor vil vi meget gerne have så mange oplysninger som muligt: hvem forestiller fotografiet, hvornår blev de gift, hvor boede de, hvor længe var de gift, hvad arbejdede de med, fik de børn osv.
Arkivet tilbyder at lave en kopi af det afleverede foto til dig på fotopapir, hvis vi må få billedet.
Kontakt arkivet på MAIL eller i åbningstiden på tlf. 5495 1545
![]() |
Peter Sørensen med sin brud, 27. december 1947. Billedet er taget af fotograf Buch & co. Søndergade. |
![]() |
En meget ung nakskovit med sin kone. Billedet er taget af fotograf L. Th. Olsen, Østergade i Nakskov, som havde atelier her fra 1880 til 1895. |